Test: Revolution Race Nordwand Pro

Revolution Race Nordwand Pro
Revolution Race Nordwand Pro

Revolution Race Nordwand Pro

Revolution Race Nordwand Pro
7.325

Detaljer

8/10

    Kvalitet

    5/10

      Helhedsindtryk

      7/10

        Værdi for pengene

        9/10

          Det var godt

          • Udluftning med net
          • Elastik i taljen
          • Knaplukning ved anklerne
          • Pris

          Det var knap så godt

          • Dårlig finish
          • Holdbarhed
          • Telefonlomme på venstre lår?
          • Gnavesår fra syning

          Test af Revolution Race Nordwand Pro bukser fra Fritidsfabriken.se

          Fritidsfabriken.se leverer prisvenlige outdoorbukser i et friskt design – men hvordan klarer de sig mod fx Fjällräven. Vi har sammenlignet Revolution Race Nordwand Pro med Fjällräven Keb.

          Forud for testen

          Jeg har altid sværget til Fjällräven – de leverer den samme kvalitet hver gang og jeg har endnu ikke slidt et par bukser op. Jeg fandt dog Revolution Race interessant og måtte give dem en chance. Jeg valgte Nordwand Pro, da snittet mindede meget om Fjällräven Keb og de havde nogle gode funktioner i form af udluftning ved lårene, stretch samt knaplukning ved anklerne.

          Design

          Revolution Race har et fedt innovativt design rent farvemæssigt. De virker meget inspirerede af cross-fit bølgen og dens farverige udstråling. Enten er man til det eller også er man ikke – personligt synes jeg, det er et friskt pust. Der er godt med lommer på Nordwand Pro og lynlåsene fungerer godt (de har for nylig opgraderet til YKK). Ventilationsåbningen ved låret er udstyret med et net – i modsætning til Fjällräven Keb, hvor man åbner helt op. Det fungerer meget godt – der kommer fx ikke kryb ind – dog savner jeg den maksimale udluftning ved pauser – der fungerer Fjällräven Keb bedre i min optik. Elastikken i lænden er en rigtig god detalje – det giver bukserne en god tæt pasform i livet. Nordwand Pros stretchpaneler fungerer godt og er godt placeret. En ting der undrer mig er dog, at man har placeret en indvendig netlomme til smartphone på venstre lår. Det er en mindre detalje – men det virker ikke gennemtænkt.

          Kvalitet

          Med Fjällräven Keb som benchmark så kommer Revolution Race Nordwand Pro til kort. Deres polyester/bomuldsmix ala Fjällrävens G-1000 er i en noget stivere kvalitet. Den føles ikke lige så lækker og fleksibel som G-1000 og overfladen samler meget fnuller/hår i modsætning til G-1000. Jeg har prøvet at vokse dem med Greenland Wax – men det ændrede ikke umiddelbart på noget. Syninger og den generelle finish er langt efter Fjällrävens. Flere steder er syninger dårligt afsluttet eller for “tykke” – hvilket allerede har givet et gnavesår på ydersiden af højre knæ. Jeg er i den grad i tvivl om, hvor lang levetiden på et par Nordwand Pro vil være. Allerede nu ser de mere slidte ud end mine snart 3 år gamle Keb – og mine Nordwand Pro er 6 måneder gamle. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil gå en syning hist og her, da flere af dem allerede har tendens til at løbe.

          I brug

          Når jeg går med stor rygsæk og overnatter ude, så foretrækker jeg Fjällräven Vidda Pro – de er mere slidstærke og tåler nemmere at gå gennem tæt nåleskov. Der virker Keb og de mange stretchpaneler mere sårbare. Samtidig sidder jeg meget på stubbe eller skovbund og der tvivler jeg på, at stretchpanelet bag på Keb holder længe. Der foretrækker jeg Vidda Pro og en god omgang Greenland Wax.
          Mine Nordwand Pro havde deres “jomfrutur” i Karlstejn, Tjekkiet. De fungerede som dagtursbukser og jeg gik kun med lille rygsæk (Fjällräven Skule 20). Allerede første dag fik jeg gnavesår på ydersiden af højre knæ (fra en for tyk og dårligt afsluttet syning). Dette gentog sig flere gange efterfølgende ligesom en dårlig syning i taljen også gjorde, at jeg fik gnavesår i buksekanten. Dette gør, at de aldrig bliver mit foretrukne valg på længere ture – jeg har nok i at passe på mine fødder, så mine bukser skal ikke også genere.
          Nordwand Pro fungerer godt til en dagstur i skoven, men til lidt længere og mere krævende brug, der er de i min optik ikke gode nok. Selvom det tætte snit og de mange stretchpaneler giver en god pasform, så gør det lidt tykkere polyester/bomuldsmix den mindre behagelige end fx Vidda Pro.

          Pris

          Et par Fjällräven Keb koster vejledende 1.699 kr. – det er mange penge for et par outdoorbukser. Med en vejledende pris på 716 kr. for et par Nordwand Pro, så er der noget af en besparelse at hente på et par bukser, som i mange aspekter har de samme funktioner som Keb. Kvalitet og finish er utvivlsomt bedre på Keb – men om det retfærdiggør en prisdifference på 983 kr. er jeg ikke så sikker på. Keb er overordnet set et bedre par bukser, men omvendt kan du få to par Revolution Race bukser for mindre end prisen på et par Keb bukser og så kan man jo vælge to forskellige modeller, så man er bedre dækket ind.
          Når det er sagt, så kommer det an på, hvor kritisk du er med dit grej. Personligt har jeg meget svært ved at acceptere de dårlige syninger og de gener de medfører – det har fx medført, at jeg aldrig tager mine Nordwand Pro med på overnatningsture.

          Et par billeder af forarbejdningen på et par Fjällräven Keb bukser og et par Revolution Race Nordwand Pro: