The Quiraing

Fotograferer ved The Quiraing
Fotograferer ved The Quiraing

The Quiraing en tidlig morgen

Vi kørte tidligt fra Portree, da vi på forhånd havde fået at vide, at parkeringspladsen ved Quiraing hurtigt ville blive fyldt. Turen fra Portree tager små 45min – kører man langs østkysten passerer man bl.a. The Old Man of Storr – en tur vi havde planlagt at gå senere samme dag. I Staffin drejer man til venstre og kommer ind på en forholdsvis lille vej, som fører op i terrænet. Ved ankomsten var der allerede godt fyldt med biler. Vi parkerede på det smalle anlagte parkingsområde og skiftede til vores trailsko.

Turen rundt

Fra parkeringspladsen går der en tydelig sti ud mod øst, som følger klippesiden. Det første stykke er meget let og der er god plads, hvis man møder forbipasserende. Underlaget er fast og flere tager også turen rundt på MTB. Udsigten er spektakulær og det var en fornøjelse at gå på skrænten. Længere inde ad stien bliver det lidt mere råt. Vi passerede bl.a. et stejlt vandløb, hvor klippestykkerne var meget våde – her var trailskoenes greb virkelig en fordel.

Værd at vide

Stien fører hele vejen rundt om The Quiraing. På stien er der flere afstikkere, så det er en god ide at orientere sig med kort og/eller GPS. Der er nogle få stejle passager, bl.a. på løst underlag. Turen rundt kan klares på omkring to timer – afsæt tid til at nyde udsigten og pauser efter nogle af de stejle passager. Stien returnerer rundt om nord- og vestsiden og tilbage til udgangspunktet ved parkeringspladsen. Skal du retur til Portree, kan du med fordel køre vestpå ud mod Uig (i stedet for retur mod Staffin). Ved Uig ligger bl.a. Rha vandfaldet.

Sammen med The Old Man of Storr er The Quiraing et af de helt store besøgsmål på Isle of Skye. Planlægger du at besøge Quiraing så kom tidligt – ruten bliver befolket allerede i løbet af formiddagen. Skulle du alligevel løbe ind i ”trafik”, så afvig fra ruten – så får du oplevelsen af at være alene på dette fantastiske sted.